Blog Image

Torbens Opskrifter

Om Opskrifterne

Alle disse opskrifter er nogen jeg har samlet sammen gennem tiden, og så givet mit eget tvist. Alle er afprøvede med success.

Fedtfattige Fastelavnsboller

Slik, Kager og Snacks Posted on Mon, July 23, 2012 22:01:00

Man kan ikke smage eller se på disse fastelavnsboller at de er fedtfattige. De er vildt gode. Og det faktum at man kan spise en ekstra af dem uden at det gør noget gør dem jo bare det bedre. Og man kan jo snyde lidt og komme et ordentligt lag chokoladeglasur på 😉

Til ca 12-15 boller skal du bruge:

– 1,5 dl Lun skummetmælk
– 50 g Gær
– 4,5 spsk Rørsukker
– 2 Æg
– 1 spsk Olie
– 375 g Hvedemel

Creme:
– 3 Æggeblommer
– 4,5 spsk Rørsukker
– 1,5 spsk Hvedemel
– Korn fra 1 stang vanille (eller vanillesukker efter smag)
– 3 dl Skummetmælk

Lav cremen først:
Kom alle ingredienser i en gryde og varm det langsomt optil det koger.
Når det bliver tykt, tages det af og køler mens dejen laves.

Gæren røres ud i den lune mælk. Derefter røres resten af ingredienserne i.

Lav ca. 15 boller og rul dem til flade cirkler. Dog ikke for tyndt, da man så ricikerer at de revner og cremen flyder ud. Kom ca. en spsk af cremen i midten og luk dejen godt omkring cremen. Sæt den på en bageplade med lukningen nedad Dæk bollerne med et viskestykke og lad dem hæve i 45 minutter et lunt sted.

Pensl bollerne med mælk eller vand og bag dem i ovnen 10 min ved 220°C



Tarteletfyld

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 21:34:12

Jeg kan godt lide tarteletter – men jeg er ikke vild med at man ikke længere kan købe tarteletfyld uden at de har fyldt den med klamme grøntsager. Det er ikke sådan jeg husker tarteletfyld. Næ, nej: Kylling, asparges, sauce, tartelet. Ikke så meget andet. Her er opskriften på tartelet fyld, som den bør være.

Og ja, jeg ved godt at asparges også er en grøntsag.

til 2 personer skal du bruge:

– 2 stk Kyllingefilet
– 1 dåse Asparges Snitter
– 2,5 dl Vand
– 2 tsk Maizena
– 1 stk Kyllinge bouillon terning

Skær kyllingefileten i små tern. Svits kyllinge stykkerne kort, uden at de bruner. Tilsæt vand og bouillon terning og lad det koge i 12 min.

Hæld væsken fra aspargesnitterne gennem en si i en skål. Brug noget af væsken til at røre maizenaen ud i. Når kyllingen har kogt, hældes suppen herfra også gennem sien ned til væsken fra aspargesen. (tilbage i sien lægger nu asparges og kylling…)

Hæld suppe og aspargesvæske tilbage i gryden og tilsæt maizena-jævningen. Når det tykner, tilsættes kylling og asparges.

Lad det koge i 1 minuts tid.

Fyld i varme tarteletter.

God appetit
/Torben



Cremet Kyllingesuppe

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 21:16:26

Den her er rigtig god som forret. Den er lækker cremet og med masser af smag. Jeg fandt den vist på en hjemmeside med fedtfattige opskrifter, men efter jeg har tvistet den, tror jeg ikke den er så fedtfattig længere – men hvad. Man lever kun en gang og denne kyllingesuppe er bestemt værd at leve for.

Der skal naturligvis kylling i – men det er faktisk lidt ligemeget hvordan det bliver tilberedt. Jeg har prøvet med kyllingefilet’er stegt i ovnen, kogt i bouillon og endda en enkelt gang lavet den ud rester fra en lørdagskylling. Det bliver godt næsten uanset hvad.

Til 4 personer skal du bruge:

– 400 g Philadelphia
– 4 dl Mælk
– 2 pk hønsebouillon terninger
– 1 L kogende vand
– 1 tsk paprika
– 1/8 tsk peber
– 1/8 revet muskatnød
– 300 g Kylling (tilberedt, skåret i små tern)

Opløs bouillonterninger i det kogende vand.

Hæld Philadelphia og mælk i en gryde og varm det lidt under omrøring, til philadelphia’en er smeltet. Tilsæt alle ingredienser undtagen kyllingekødet (men inkl. bouillonen). Lad det komme i kog for svag varme under omrøring. Tilsæt kyllingekød og lad retten koge op.

Serveres med flutes.

God appetit
/Torben



Romkugler

Slik, Kager og Snacks Posted on Mon, July 23, 2012 20:56:08

Det var en stor dag da jeg fandt denne opskrift. Hjemmelavede romkugler… uhhh… Og til forskel fra dem man køber hos bageren, ved man hvad der er i – så det ikke bare er ting der er fejet op fra gulvet 😉

Jeg laver dem f.eks. til nytår, så jeg kan få brugt nogle af de julesmåkager vi ikke nåede at få spist – men jeg må indrømme at jeg indimellem også er gået i Kvickly for at købe en af deres billige æsker med småkager – kun for at lave dem til romkugler.

Det største problem med den her opskrift er at når man er færdig, stå man tilbage med en hel masse æblemos, fordi det er billigst at købe et stort glas – og du skal kun bruge 5 spiseskefulde af det – nå, well. I det mindste har man da romkugler.

Til 10-12 kugler skal du bruge:

– 175 g Kage rester (evt. småkager el. wienerbrød)
– 1 dl Finthakkede mandler
– 4-5 spsk Æblemos (evt. fra glas)
– 2 spsk Kakao
– 2 spsk Rom (Mørk! Capt. Morgan har vist sig at være fantastisk til formålet)
– Krymmel eller kokos til pynt

Start med at hakke mandlerne. Hvis du gider kan du smutte dem først – jeg gider ikke og lader skallen sidde på – der er forskellige meninger om hvorvidt det er sundt, men det er jo trods alt kage og er ikke for sundt i forvejen. Smuldr småkagerne. Det må gerne være en bladning af helt fint, og nogle klumper. Ælt Kagesmulder, mandler, kakao og rom.

Æblemosen skal i til sidst og prøves lidt frem (start med halvdelen). Massen må ikke være for splattet – så er den svær at forme. Tril massen til kugler, rul dem i pynten og sæt dem koldt.

De kan også fryses og tages op efterhånden som de skal bruges – men her i huset er de aldrig nået så langt.



Sund Pizza

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 20:29:12

Jeg ved godt jeg bør spise mere sundt. Jeg er bare ikke ret vild med grøntsager. Så indimellem må man jo snyde sig selv og servere grøntsager, så de ikke kan smages og denne pizza er et fint eksempel. Der er masser af grøntsager i. Foruden revet gulerod i dejen – som i forvejen er meget grov, men alligevel meget luftig og lækker – er der rodfrugter i tomatsaucen. Et trick, som jeg i øvrigt bruger i næsten alt, hvor der skal tomat i, som f.eks. kødsauce til en lasagne. Rodfrugterne kan sagtens være frosne – det er lige så sundt og meget nemmere.

Hvis man kombinerer en grov bund og en rodfrugt-tomatsauce med en let topping, får man faktisk en sund pizza – og tro mig den mætter. Længe.

Dejen:
– 2½ dl Vand
– 50 g Gær
– 2 spsk Olie
– 1 tsk Salt
– ca 75 g Revet Gulerod
– 50 g Rugmel
– 35 g Rugkerner
– 80 g Havregryn
– 300 g Hvedemel

Tomatsaucen:
– 100 g Rodfrugter (inkl. Rødbede. Det er for farvens skyld – ellers bliver den orange)
– 1 dåse Flåede/Hakkede tomater
– 1 fed Hvidløg
– 1 tsk Oregano
– 1 tsk Basilikum
– 1 stk Løg

Fyldet:
– 250 g Frosne majs
– 200 g Skinke
– 150 g Revet Mozzerella (du kan jo vælge den fedtfattige, når nu du er igang)

Dejen laves først.
Gæren opløses i vandet. De øvrige ingredienser, undtagen hvedemel, tilsættes. Dejen æltes og hvedemel tilsættes lidt efter lidt, mens der æltes. Dejen må gerne være lidt våd.
Pga. kerner mv. har dejen godt af at hvile lidt. Dejen rulles ud på en bageplade og hæver en times tid.

Imens laves tomatsaucen.
Rodfrugterne skæres i mindre stykker (Hvis de er fra frost er de som regel skåret i stykker i forvejen – som sagt: meget nemmere) og kommes i en lille gryde. Si væden fra tomaterne ned i gryden og tilføj lidt vand. Tomaterne gemmes til senere. Kog rodfrugterne til de er møre, hvorefter du blender dem med kogevæsken, resten af tomaterne og løget. Hvidløg, basilikum, oregano og salt tilsættes. Lækker cremet sauce.

Når dejen er hævet smøres tomatsaucen ud på bunden. Majs, skinke og ost lægges på. Pizzaen bages i en 250 grader varm ovn til den er gennembagt og gylden ovenpå – ca. et kvarter.

God appetit
/Torben



Lækre Burgere

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 15:20:58

Ja, burgere, er nok ikke det som de fleste skal bruge en opskrift til, men jeg har nu alligevel et par tricks, som jeg vil dele i jagten på den perkekte burger. F.eks. bruger jeg helst fedtfattigt oksekød – ikke så meget fordi det er fedtfattigt, men forde det smager bedst og så er jeg også fri for at det meste af maden smelter væk, når jeg laver den. Til gengæld kommer du en revet kartoffel i, hvilket gør bøffen dejlig saftig – bare prøv.

Til 4 personer skal du bruge:

– 500g Hakket Oksekød (Fedtfattigt!)
– 1 kartoffel
– Salt, peber og Steak Rub (eller Allround krydderi)
– 8 Store burgerboller (der er en opskrift et andet sted på siden)
– 8 skiver Ost (Helst Cheddar, men ellers bare… ost)
– Omkring 16 skiver sprød, stegt bacon
– Salat, fintsnittet (jeg bruger som regel hjertesalat)
– 2 tomater i skiver
– 1 Agurk i skiver
– 1 Løg i ringe
– Ketchup/Burgerdressing/Miracle Whip/Barbequesauce, som det nu passer dig

Start med at skrælle kartoflen og rive den groft på et rivejern. Bland den godt med kødet. Del kødet op i 8 portioner, tril en lille kugle af hver og tryk dem HELT flade mellem to fryseposer. Krydr på begge sider med salt, peber og steak rub, (et tip: du trækker den øverste pose af kødet, krydrer det på oversiden, samler den underste pose op med kødet stadig hængende fast, lægger den i din anden hånd, og trækker så posen af. Så går bøffen ikke i stykker) NU former du så bøfferne, ved at lægge dem på et skærebræt, dreje dem rundt og skubbe siden ind, så du får den rigtige diameter på bøffen. Grunden til at du gør det på den her måde, er at bøffen på den her måde vil blive tyk i kanten og tynd i midten. på den måde slipper du for at bøffen ‘buler op’ på midten, som den ellers ville gøre. Samtidig sikrer du at kanten ikke har for mange sprækker, som saften kan slippe ud ad. (Ja, det er lidt nørdet, men det virker for mig).

Hvis det skal være helt rigtigt skal de smides i en bøfvender og så en tur på grillen, direkte over kullene – men de kan også laves på panden inde i køkkenet. Når bøfferne har den rigtige farve på undersiden vendes de. Hvis du laver dem på panden smider du en skive ost på nu, hvis du laver dem på grillen venter du lige til de er halvt færdige, før du tager dem ud af bøfvenderen og lægger ost på. (Du vil ikke ha’ ost i din bøfvender – der er træls nok at gøre ren i forvejen).

Flæk bollerne og rist dem på indersiden (jeg kan bedst lige når bollen er blød udenpå og knasende inden i – det er bare sådan en ting jeg har). På med noget dyppelse (f.eks. Ketchup) på med salat, tomat, agurk og løg. På med bøffen med den smeltede ost, på med et par skiver bacon, på med mere dyppelse (f.eks. Barbequesauce) og så på med toppen. Tryk godt sammen, så den er til at bide over. En burger skal ikke spises med kniv og gaffel, den skal spises med hele hovedet!

God Appetit
/Torben



Amerikanske Morgenmads Pandekager

Slik, Kager og Snacks Posted on Mon, July 23, 2012 14:46:40

Mmmm… pandekager til morgenmad. For at det ikke skal være løgn, så tror jeg faktisk at opskriften er en jeg har fundet i et gammelt Anders And blad for mange år siden.

De er gode for sig selv, men går faktisk også perfekt til en gang bacon, pølser og scrambled eggs, men lad nu være med at lave dem hver dag 😉

– 2 dl Hvedemel
– 2 tsk Bagepulver
– 1 tsk Salt
– 1 stk Æg
– 2½ dl Mælk
– 1 spsk Olie

og til at putte på toppen:
– Smør & Sirup

Rør alle ingredienserne (bortset fra smør og sirup) sammen i en skål. Bag dem på panden som mange små, tykke pandekager (10-20 cm i diameter). Spises i en stabel med en klat smør imellem og sirup på toppen.

Pandekagerne kan i øvrigt sagtens fryses. (Put dem i poser med f.eks. 10 i hver, de er ikke så nemme at skille ad, når de er frosne). Når du så skal have dem skal de bare en tur i mikroovnen til de er varme.



Torbens Rainbow Chocolate Chip Cookies

Slik, Kager og Snacks Posted on Mon, July 23, 2012 14:23:23

Pas på, de her kager er stærkt vanedannende. Samtlige af dem smager af ‘en til’…

Oprindeligt blev de lavet med M&M’s mini, men dem kan man ikke længere få i Danmark – hvilket er synd. Jeg er gået over til at bruge Budget Mini Chokoladeknapper fra Bilka. De har godt nok ikke helt så stærke farver, som M&M’s men de passer bedre i størrelsen end de store M&M’s. Jeg mener stadig man kan købe M&M’s mini i Tyskland, så hvis du lige er “en smut over æ græns'”, så kan du jo tage nogen med dér.

Nå, her er opskriften:

– 275 g Hvedemel
– 1 tsk Bagepulver
– 1 tsk Salt
– 225 g Blødt Smør (stuetemperatur, men ikke smeltet)
– 175 g Sukker
– 100 g Puddersukker (brun farin)
– 1 tsk Vanillesukker
– 2 Æg
– 200 g Mini chokoladeknapper (du kan også bruge mørk blokchokolade)
– 125 g Hasselnødder

Hak nødderne groft (og chokoladen, hvis ikke du bruger chokoladeknapper). Bland mel med bagepulver og salt. Pisk smør, sukker, puddersukker og vanillesukker let, luftigt og smidigt. Rør æggene i, derefter melblandingen og tilsidst chokolade og nødder.

Dejen sættes på en bageplade (med papir på) i små toppe med god afstand (pas på – de flyder meget ud). Bages midt i ovnen ved 175°C i ca 15 min. Afkøles på en rist og opbevares i en dåse med tætsluttende låg. De skal helst være lidt gooey at bide i, når de er kolde.

Jeg plejer faktisk altid at bage mindst dobbelt portion – og nogen gange tre-dobbelt.



Pulled Pork

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 14:00:11

Jeg Elsker pulled pork! Jeg elsker at lave det, jeg elsker at spise det og jeg elsker at fortælle folk om det. Især, når man første gang fortæller dem at det tager omkring halvandet til to døgn at lave. Det lyder svært, men det er det slet ikke – for det meste af tiden skal det bare stå og passe sig selv.

Hvis du ikke kender pulled pork, så prøv at forestille dig det her: Langtidsstegt, røget svinefilet, der er så mørt og saftigt, at du kan trække det fra hinanden med to gafler. Ind i en stor burgerbolle med coleslaw og barbeque sauce… okay, nu sidder jeg sgu og bliver helt sulten – og jeg har lige spist 🙂

Nå, men til opskriften. Forskellige folk laver den forskelligt, men her er den der fungerer for mig. Til 4 personer skal du bruge:

– 1 nakkefilet på omkring 1,5-2 kg (optøet, naturligvis…)
– 1 glas Steak Rub fra Santa Maria
– 1 flaske Barbeque sauce
– 8 store burger boller (Jeg har en opskrift længere nede, men det er OK at købe færdiglavede), eller 12 tortilla wraps
– 1 god portion Coleslaw (igen, jeg har en opskrift længere nede, men det kan også købes)

Derudover får du brug for:

– et ildfast fad, el. lign.
– Madfilm (plastik folie, Vita Wrap eller hvad du nu kalder det)
– en stor stegepose
– en ovn
– en kuglegrill (med kulholder… og kul, selvfølgelig)
– en pose rygeflis
– to gafler

Du starter et par dage før du skal servere den. Den skal marinere i 24 timer, stege i 10 timer og ryges i 2 timer. (Indimellem stegningen og rygningen kan den godt få lov at stå, hvis du lige skal have tiden til at passe.)

Hæld ca. halvdelen af steak rub’en i det ildfaste fad, og vend fileten heri så den bliver HELT dækket. Der skal ikke være synligt kød nogen steder. Tilføj mere rub, hvis det er nødvendigt.

Så pakker du den ind i madfilm og lægger den i køleskabet i 24 timer. Den skal pakkes stramt – og hellere for meget end for lidt, den safter lidt, når den ligger der, så for nu at undgå at hele køleskabet skal gøres rent bagefter (ja, jeg taler af erfaring).

Dagen efter pakker du fileten ud og lægger den i en stegepose, som du lukker godt. Jeg plejer ikke at klippe hul i posen, som der ellers står man skal. Læg den ind i ovnen ved 90-100 grader i omkring 10 timer.

Det er ikke nødvendigt med varmluft og det er ikke nødvendigt at forvarme ovnen. Jeg plejer at lægge den ind, lige inden jeg går i seng, så er den klar næste morgen. (Hvis den ikke skal på grillen med det samme, kan du tage den ud af stegeposen, pakke den i staniol og lægge den i køleskabet). Alternativt kan du smide den ind kl. 6 om morgenen, så er den klar kl. 16:00 og med 2 timers røg er der mad kl. 18:00

Hvis du lige vil tjekke om den nu er ordentlig mør, kan du tage enden af en træ-gydeske eller lignende og stikke ind i fileten. Der skal helst ikke være noget modstand.

Omkring 2,5-3 timer før servering tænder du op i grillen. Når kullene er klar, lægger du dem i den ene side af grillen og skruer så meget ned for under-luften, som du kan komme til, uden at kullene går ud igen.

Fileten (uden stegepose eller staniol, naturligvis) lægger du i den anden side, så langt væk fra kullene som muligt. Den må ikke få for meget varme! Det er faktisk det eneste der kan gå galt – og så galt går det egentligt heller ikke. Men hvis den får for meget varme risikerer du at den bliver tør, hvilket bare er synd.

Tag en ordentlig håndfuld rygeflis og smid over kullene (nogen plejer at væde flis, før de kommer på – det gør jeg ikke, de ryger på direkte fra posen).

Luk låget og vend luft spjældet, så det ligger over stegen, hvis det er muligt. Her skal den så ligge i 2 timer. 3-4 gange undervejs skal der lige spædes til med rygeflis.

Efter 2 timer er den færdig og ligner noget, som slet ikke kan spises! Den skal være helt sort og ligne noget, som har fået ALT for lang tid – men det er ikke fordi den er brændt eller forkullet – det er fordi den er røget.

Tag fileten (forsigtig, for den er meget mør) og læg den over i det ildfaste fad, stik to gafler i og lige så stille trækker du nu fileten fra hinanden, så du får de lækreste trævler.

Du kan selv bestemme hvordan du vil spise den, men jeg plejer at tage en burgerbolle, flække den, lige hurtigt riste den på indersiden, lægge coleslaw på under-bollen så et godt lag gris, en god portion barbequesauce og så på med toppen.

Jeg siger dig, det er godt! Det er også fantastisk i en wrap.

HVIS der skulle blive lidt gris tilovers, kan det godt gemmes i køleskabet i op til et par dage og så varmes i mikro’en. Det styrer du selv – bare pas på med bakterier og sådan noget.

Burgerboller

Som sagt, så har jeg en lækker opskrift på burgerboller. Når nu man laver mad i halvandet døgn, må det også gerne se ud som om man har gjort sig lidt umage. Den er snuppet fra “God Mad Let at Lave” med lidt ændringer:

– 25 g gær
– 3 dl lunkent vand
– 2 spsk olie
– ½ tsk salt
– ca 500 g hvedemel
– 1 æg til pensling
– sesamfrø til drys

Rør gæren ud i lunkent vand. Tilsæt olie, salt og mel og ælt dejen til den er smidig. Sæt dejen til hævning tildækket et lunt sted ca 1 time. Slå dejen ned på et meldrysset bord og tril den til en pølse. Skær pølsen i 8 stykker. Form stykkerne til store boller og tryk dem flade (ca 1-2 cm tykke) med håndfladen og læg dem på en plade med bagepapir. Lad dem efterhæve et lunt sted ca 10-15 minutter. Tænd ovnen på 225 grader. Pensl med sammenpisket æg og drys med sesamfrø. Bag burgerbollerne midt i ovnen i 20-25 minutter.

Når du tager bollerne ud af ovnen, skal du dække dem til med f.eks. et viskestykke mens de køler af. Dette gør at de bliver bløde udenpå.

Coleslaw

Man kan godt købe færdig coleslaw. Man kan endda købe noget “halvfabrikata”, hvor man selv blander dressingen med grøntsagerne – det er næsten lige som at lave det selv. Men det er faktisk ikke så svært og den hjemmelavede kan man jo selv bestemme hvordan smager:

– 500 g Kinakål/spidskål/hvidkål – hvad du nu lige kan finde
– 1 Stor gulerod (el. 2 små)
– 1 løg
– 1 dl Miracle Whip
– 1 spsk Hvidvinseddike
– 2 tsk Sukker
– 1⁄4 tsk Salt

Start med at blande dressingen ved at blande Miracle Whip’en, hvidvinseddike, sukker og salt. Hak løget fint (evt. blend det) og bland det i dressingen. Hak kål fint og riv guleroden groft (eller kør den igennem et mandolinjern så du får 1,5×1,5 mm blokke. det ser godt ud) og hæld det i en stor skål. Hæld dressingen over kålblandingen og bland godt. Stil coleslaw’en i køleskabet til den skal serveres.

Håber du kan bruge opskriften.

God appetit
/Torben