Hjemmelavet is er slet ikke så svært. Denne kan laves uden en ismaskine (men det går hurtigere med en). Grundopskriften er den samme for alle slags is, og så kan man jo bare twist’e isen som man har lyst. Den kan iøvrigt også sagtens laves sukkerfri, hvis du bruger f.eks. Sukrin Gold eller Easis Perfekt Strø.

Grundopskrift:
– 4 pasteuriserede æggeblommer
– 3 spsk sukker
– 1 tsk vaniljesukker
– 1/4 L piskefløde
– smag/farve/fyld efter ønske.

Æggeblommer, sukker, vanilje og evt. smag og farve (ting uden “klumper”) piskes til en god tyk æggesnaps.
Fløden piskes til skum.
(Jo mere der piskes i de to masser, jo mere cremet bliver isen)
Æggesnapsen vendes forsigtigt i flødeskummet.
Evt. fyld med “klumper” vendes forsigtigt i.
Køres enten på en ismaskine i 30 minutter eller smides i fryseren i en 8 timers tid.

Forslag til varianter:

Chokolade småkage is:
(den her er virkeligt god!)
2 spsk kakaopulver piskes med i æggesnapsen
1/2 pakke Soft Baked Chocolate Chunk Dark Chocolate Brownies (kan købes i bl.a. Bilka, se billedet) skæres i stykker og blandes med ismassen.

Jordbær is:
5 dråber jordbær aroma og en sjat rød frugtfarve piskes med i æggesnapsen
En håndfuld jordbær skåret i små stykker (eller et par spiseskefulde jordbærmarmelade) tilsættes ismassen.

Cookie Dough is:
(Inspiration fundet på http://sofiasommer.dk/sukkerfri-is-cookie-dough/)
50 g blødt smør
40 g sukker
1/2 tsk vaniljesukker
50 g mandelmel
50 g hakket chokolade

Det hele blandes, trilles til pølser og sættes i fryseren et par timer til det har sat sig. Skæres i bidder og tilsættes ismassen.

Lakrids is?:
(Jeg har ikke prøvet denne endnu, men jeg forventer mig store ting af den)
En håndfuld Tyrkisk Peber blendes til fint pulver og tilsættes til æggesnapsen.