Blog Image

Torbens Opskrifter

Om Opskrifterne

Alle disse opskrifter er nogen jeg har samlet sammen gennem tiden, og så givet mit eget tvist. Alle er afprøvede med success.

Peberkager

Slik, Kager og Snacks Posted on Thu, September 07, 2017 07:36:57

Hvis du har haft nogen som helst form for barndom, burde du kende opskriften her i hovedet: Peberkagebagesangen fra Hakkebakkeskoven. Jeg har altid tænkt på om den rent faktisk resulterede i noget spiseligt, specielt når man tænker på at den danske oversættelse nogle steder kraftigt afviger fra den norske original (På norsk bruger de “Farin”, som deroppe bare er almindeligt sukker, de bruger kun 8 æggeblommer og der er ingen kanel i). Men jeg prøvede den – og de er vildt gode. Den går som bekendt sådan her:

“Når en peberkagebager
Bager peberbagekager
Ta’r han først en mægtig gryde
Og et kilo smør, omtrent
Og hvis gryden ikke vælter
Blandes smørret mens det smelter
Med et kilo puddersukker
Til det lugter brunt og brændt

Og i smør og sukker kommer han
En halv snes æggeblommer
Som han rører ud i gryden
Med et kilo hvedemel
Når det værste er af vejen
Krydres peberkagedejen
Med en teske ægte peber
Og et lille drys kanel”

(Du kan naturligvis også vælge at prøve Bagerdrengens udgave, med en teske puddersukker og et kilo ægte peber, men dét vil jeg ikke anbefale, med mindre du har en lusket ræv du skal have narret)

Nå, men lad os bryde sangen ned til en opskrift.

Du skal bruge:
– 1 kg Smør
– 1 Kg Brun farin
– 10 Æggeblommer
– 1 kg Mel
– 1 tsk stødt peber
– ½ tsk stødt kanel

Smelt smør og farin i en gryde ved middel varme. (Lad massen køle lidt, inden du fortsætter – hvis den er for varm stivner æggeblommerne, når du kommer dem i. Jeg ved godt det ikke er helt i henhold til sangen, men her i den virkelige verden er det altså nødvendigt.)

Evt. hæld det over i en røremaskine og tilsæt æggeblommer, mel, peber og kanel og rør det godt.

Sæt dejen på køl i to timer, eller natten over (Den er alt for blød at rulle ud ellers).

Rul den tyndt på et meldrysset bord og udstik med kageforme – eller rul den til en tyk pølse og skær tynde skiver.

Bages i ovnen ved 150°C i ca 10 minutter til de er let gyldne.



Bålsuppe

Mad Posted on Thu, September 07, 2017 07:16:54

Den kan sikkert også godt laves på komfur, men denne er et hit, når jeg går i gang i mit bålkøkken. Den kan naturligvis varieres som man selv ønsker det, og alt efter hvad man lige kan få fat i, men grundlæggende er det bacon, kylling og en masse grøntsager (især kål) og perlebyg. Mængderne er en vurderingssag, alt efter hvor mange der skal spise.

Du skal bruge:

– 1 hel kylling, stegt, pillet og hakket
– Løg, fint hakket
– Bacon skåret i tern
– Gulerødder i skiver
– Porre i ringe
– Blegselleri, hakket
– Pastinak, hakket
– Spidskål groft snittet
– Lidt Fennikel, hakket
– Hvidløg, hakket
– Forårsløg, hakket
– butternut squash, i tern
– Klar-til-brug perlebyg
– Salt, peber, krydderier
– Evt. Kylling bouillon

Start med at krydre og stege kyllingen. Det kan man gøre på forhånd i ovnen i en stegepose. På den måde kan du også gemme bouillonen. Du kan dog også stege den over bålet, hvis det er nemmere. Nogle vælger at koge den, men jeg synes det smager bedre med stegt.

Når kyllingen er stegt parteres den, pilles af benene og hakkes i fine stykker.

Rens og hak alle grøntsagerne. Hak løg og bacon og steg det i en stor gryde. Hæld vand ved og tilsæt grøntsager, kylling og bouillon hvis du har den fra stegningen.

Lad suppen koge op, så grøntsagerne bliver møre. Når der er 10 minutter tilbage, smider du perlebyg i. Smag til med salt, peber og krydderier – og hvis den lige mangler lidt, kan du give den en bouillonterning, men det gør den nu sjældent.

Spises evt. med små fladbrød til.



Hjemmelavet is

Slik, Kager og Snacks Posted on Fri, July 01, 2016 09:40:08

Hjemmelavet is er slet ikke så svært. Denne kan laves uden en ismaskine (men det går hurtigere med en). Grundopskriften er den samme for alle slags is, og så kan man jo bare twist’e isen som man har lyst. Den kan iøvrigt også sagtens laves sukkerfri, hvis du bruger f.eks. Sukrin Gold eller Easis Perfekt Strø.

Grundopskrift:
– 4 pasteuriserede æggeblommer
– 3 spsk sukker
– 1 tsk vaniljesukker
– 1/4 L piskefløde
– smag/farve/fyld efter ønske.

Æggeblommer, sukker, vanilje og evt. smag og farve (ting uden “klumper”) piskes til en god tyk æggesnaps.
Fløden piskes til skum.
(Jo mere der piskes i de to masser, jo mere cremet bliver isen)
Æggesnapsen vendes forsigtigt i flødeskummet.
Evt. fyld med “klumper” vendes forsigtigt i.
Køres enten på en ismaskine i 30 minutter eller smides i fryseren i en 8 timers tid.

Forslag til varianter:

Chokolade småkage is:
(den her er virkeligt god!)
2 spsk kakaopulver piskes med i æggesnapsen
1/2 pakke Soft Baked Chocolate Chunk Dark Chocolate Brownies (kan købes i bl.a. Bilka, se billedet) skæres i stykker og blandes med ismassen.

Jordbær is:
5 dråber jordbær aroma og en sjat rød frugtfarve piskes med i æggesnapsen
En håndfuld jordbær skåret i små stykker (eller et par spiseskefulde jordbærmarmelade) tilsættes ismassen.

Cookie Dough is:
(Inspiration fundet på http://sofiasommer.dk/sukkerfri-is-cookie-dough/)
50 g blødt smør
40 g sukker
1/2 tsk vaniljesukker
50 g mandelmel
50 g hakket chokolade

Det hele blandes, trilles til pølser og sættes i fryseren et par timer til det har sat sig. Skæres i bidder og tilsættes ismassen.

Lakrids is?:
(Jeg har ikke prøvet denne endnu, men jeg forventer mig store ting af den)
En håndfuld Tyrkisk Peber blendes til fint pulver og tilsættes til æggesnapsen.



Chokoladekage på 5 minutter

Slik, Kager og Snacks Posted on Sun, July 13, 2014 09:37:32

Farlig, farlig chokoladekage. Fra man får lysten, til der er kage går der 5 minutter. Hvis du har en Magic Bullet blender, ligesom mig, kan du bruge det høje glas og den flade kniv. Hvis ikke kan du sagtens bruge et stort te-krus og en ske, til at blande med. Sørg for at kruset kan tåle mikroovn.

Du skal bruge
– 4 spsk mel
– 4 spsk sukker
– 2 spsk kakao
– ½ tsk bagepulver
– 1 tsk vaniljesukker
– 1 æg
– 3 spsk olie
– 3 spsk mælk

Start med at blande mel, sukker, kakao, vaniljesukker og bagepulver. Rør det sammen med ægget og tilsæt så olie og mælk. Rør det godt sammen og sæt det i mikrobølgeovnen på højeste styrke i 3 minutter. Kagen vil hæve op over kanten.

Lad kagen hvile et øjeblik, og vend den så ud på en tallerken.

Super lækkert.



Hillbilly Hot Sauce

Slik, Kager og Snacks Posted on Thu, March 14, 2013 17:08:13

Jeg er ikke bange for at indrømme at denne er tyv-stjålet fra Go’ Morgen Danmark. Du kan se den oprindelige opskrift her: http://opskrifter.tv2.dk/article.php/hillbilly-hotsauce/?id=64657710&go

Det er nok den bedste salsa jeg har smagt. Den passer perfekt til en gang tortilla chips, men ville sikkert også gøre sig godt i en wrap af en slags.

Du skal bruge:
– 2 mellemstore løg
– En smule olie, til stegning
– 2 ds. tomater (á 400 ml), hakkede
– 1,5 dl lagereddike
– 1 dl sukker
– 1 grøn peberfrugt
– 1 dl jalapeños, syltede
– Salt

Hak løget og sautér det i lidt olie i en stor gryde, uden at det tager farve. Kom tomater, eddike og sukker i og lad det småkoge uden låg i ca. 15 minutter. Rør jævnligt.

Skær peberfrugten i små tern og hak jalapeños groft. Kom begge dele i hotsaucen og lad det simre i yderligere 2-3 minutter. Smag til med salt og fyld hotsaucen i skoldede glas.

Lad den køle helt af inden servering og opbevar den i køleskabet.

Tip: Skold evt. glasset med lidt atamon i vandet, så holder hotsaucen i op til en måned i køleskabet.

Man kan jo også altid lave den mildere ved at undlade jalapeños, eller gøre den mere vild ved at tilsætte lidt chili sauce.



Chips i mikroovn

Slik, Kager og Snacks Posted on Mon, December 17, 2012 20:54:29

Du ved det godt. Chips er ikke sunde. Fyldt med salt og fedt – og kun i visse tilfælde bestående af kartofler. Men når man har åbnet en pose er de hurtigt væk, og så sidder man dér med sin dårlige samvittighed.

Chips bliver IKKE sunde af at du laver dem selv, men disse er lidt mindre usunde end dem i butikken, som oftest er friturestegt. Der er kun lige det olie på som skal til for at de bliver sprøde, og kun lige det salt på der skal til for at give lidt smag, men det vigtigste er: du kan ikke lave så mange ad gangen, så du får nemmere stillet din chips trang, uden at overspise.

Til en lille skål chips skal du bruge
– 1-2 kartofler, alt efter hvor store de er
– 1 spsk olie
– lidt salt
(du kan også prøve at eksperimentere med andre krydderier, men få lige styr på grund opskriften først smiley)

Skræl (eller vask) kartoflerne og skær dem i de tyndeste skiver du kan. Du skal helst bruge et mandolinjern, for at få en ensartet tykkelse. Skyl dem godt, så al stivelsen kommer ud af dem (f.eks. læg dem i en skål og hæld rindende vand over til vandet bliver klart i stedet for grumset). Nu skal de tørres. Det er vigtigt at de bliver tørret, ellers dur det ikke – jeg har prøvet at snyde, men det bliver ikke godt. Læg kartoffelskiverne ud på et par stykker køkkenrulle og læg et par stykker køkkenrulle over også og dup dem tørre.

Nu skal der olie på. Den nemmeste måde er at putte kartoflerne i en plastikpose og hælde olie i posen sammen med salt. Luk posen og ryst godt rundt, så alle skiverne bliver dækket af olie og salt.

Hvis du har sådan en mikroovn med en glasplade der drejer rundt, kan du lægge kartoffelskiverne på et stykke bagepapir direkte på den. Ellers læg dem på en tallerken eller lignende, der kan tåle at gå i mikro’en. Fordel kartoffelskiverne, så de ligger i et lag uden at overlappe.

Nu skal de bare ha’ maks effekt. Start med at give dem 5 minutter og kig/mærk så til dem. Hvis de stadig mangler lidt for at blive sprøde, så giv dem et par minutter mere.

Når de er færdige hælder du dem i en lille skål (de kan godt være lidt varme, når de lige kommer ud af mikro’en), og så spiser du dem med lidt bedre samvittighed.

God appetit.



Jordbærkage(r)

Slik, Kager og Snacks Posted on Sat, August 18, 2012 09:22:34

Ingredienser:

Bunde:

– 125 g sukker
– 125 g blødt smør (stuetemperatur)
– 125 g marcipan
– 2 æg
– 50 g mel
– smør til formene

Fyld:

– 250 g mascarpone
– 2 tsk. fintrevet citronskal (øko)
– 3 spsk. flormelis
– korn af ½ stang vanilje, eller 1 tsk vaniljesukker
– 2-3 spsk. citronsaft
– 500 g jordbær, halverede

Fremgangsmåde:

Pisk smør og sukker luftigt. Riv marcipanen på den grove side af et rivejern. Tilsæt marcipanen og pisk det hele sammen. Tilsæt æggene et ad gangen under fortsat piskning. Tilsæt mel og fyld massen i seks små smurte forme, eller en tærteform/springform, hvis du hellere vil lave en stor.

Bag dem ved 170 grader, varmluft i 20-25 minutter, eller til de er gennembagte (hvis du laver en stor, skal den have længere tid). Lad dem køle af og tag dem ud af formen.

Pisk marcarponen med citronskal, flormelis og vanilje og smag til med citronsaft. Fordel cremen på mazarinerne, evt. med en sprøjtepose. Top med jordbær og giv kagerne et let drys flormelis lige inden servering



Hjemmelavet smørrechokolade

Slik, Kager og Snacks Posted on Sun, July 29, 2012 18:38:43

Denne smørrechokolade minder faktisk lidt om den man kan købe fra Princip i f.eks. Bilka. Der bliver et par glasfulde af den.

– 5 hele pasteuriserede æg
– 250 g sukker
– 4 tsk vanillesukker
– 250 g smør el. margarine
– 85 g Kakao
– 85 g Palmin

Smelt smør/margarine , kakao og palmin sammen og lad det køle lidt.

Pisk æg, sukker og vanillesukker godt sammen. Pisk den afsvalede fedtstof-kakaoblanding i æggene.

Kom smørechokoladen på (godt rengjorte) glas og opbevar det i køleskabet




Brownies

Slik, Kager og Snacks Posted on Sun, July 29, 2012 18:32:52

Hvis du lægger mærke til det, så er der ikke bagepulver i denne opskrift. Brownies er faktisk mere en konfekt, end en chokoladekage.

– 125 g Smør
– 75 g Mørk Chokolade
– 225 g Sukker
– 2 stk Æg
– 0,5 tsk Vanillesukker
– 125 g Hvedemel
– 200 g Grofthakkede valnøddekerner
– 1 knsp Salt

Chokolade og smør smeltes sammen over et vandbad og sættes til side. Æggene piskes indtil de skummer, sukkeret tilsættes og der piskes til blandingen er som en tyk æggesnaps. Vanille samt chokoladeblandingen røres i. Til sidst tilsættes mel, salt og de groft hakkede valnødder. Blandingen kommes i en smurt bageform – formen skal være ca 20 x 20 cm – så dejen står godt 4 – 5 cm højt når den er spredt ud i formen. Bages ved 180 grader i 30 minutter – eller indtil kagerne er faste og skinner ovenpå. De afkøles helt mens de endnu er i formen. Skæres i stykker på 5 x 5 cm.



Lasagne

Mad Posted on Sun, July 29, 2012 18:22:03

Dette er min helt egen Lasagne Deluxe. Jeg har brugt lang tid på at få den helt rigtig, og jeg tweaker faktisk stadig lidt på den nu og da. Den kan sagtens kortes lidt ned ved f.eks. at droppe rodfrugter, gulerødder og peberfrugter – men det pepper den lidt op, og så skulle de der grøntsager jo også være sunde, siger de kloge.

Jeg plejer at bruge frosne rodfrugter, for de er skåret i stykker i forvejen, det er lige så sundt og så skal man ikke stå og bøvle med det.

Til 4 personer skal du bruge:

– 1 ds. Hakkede tomater
– 100 g rodfrugter (f.eks. Gulerod, pastinak, jordskokker, rødbede o.lign.)
– 100 g bacon i tern
– 1 løg
– 500 g Hakket oksekød
– 1 oksekøds bouillon terning
– 2 revne gulerødder
– 1 grøn peberfrugt
– 1 fed hvidløg
– 1 karton Morney sauce
– 1 ps. revet ost (100g)
– Oregano/pizza krydderi
– Lasagne plader

Si væden fra tomaterne ned i en gryde og gem resten af tomaterne. Tilsæt rodfrugter og ½ dl vand. Lad det koge i 15-20 minutter til rodfrugterne er møre. Blend det sammen med resten af tomaterne til en tyk cremet sauce.

Svits bacon i en gryde. Hak løget og svits det med. Kom det hakkede oksekød i og lad det brune. Imens opløser du en oksekøds bouillon terning i ½-1 dl kogende vand. Hæld det i gryden, når oksekødet er brunet færdig. Tilsæt tomat-rodfugtsaucen. Tilsæt revne gulerødder, fint-snittet peberfrugt og
finthakket hvidløg. Lad det koge lidt ind i et par minutter. Smag til med salt og peber (som regel ikke nødvendigt pga. bouillon terningen). Tilsæt morney sauce.

Læg lasagnen sammen i et ildfast fad.
Start med lasagne plader i bunden og slut med kødsauce på toppen.
Drys med oregano el. pizza krydderi. Bages ved 200° i alt 40 min. Efter 25 min. tager du lasagnen ud og drysser ost på toppen, inden du giver den de sidste 15 min. Skal lasagnen evt. fryses og først bruges senere giver du den bare 40 min uden ost. Når den så skal laves, drysser du ost på toppen og giver den
30 min ved 200°.

Rester kan sagtens gemmes i køleskab eller fryser – det bliver den ikke dårligere af.



Donuts

Slik, Kager og Snacks Posted on Sun, July 29, 2012 17:58:15

Ham der Homer Simpson har sgu fat i noget. Der er ikke noget bedre end en nylavet donut. Dem man får i 7-Eleven eller på tankstationerne er OK i mangel af bedre, men når nu man har prøvet dem frisk fra båndet på Krispy Kreme, så er alt andet bare 2. rangs.

Men så kan man jo bare lave sin egne. Du skal bruge:

– 50 g Blødt smør (ved stuetemperatur)
– 250 g sukker
– 2 stk Æg
– 2,5 dl Mælk
– 1 tsk Vanillesukker
– 600 g Mel
– 4 tsk Bagepulver
– 1/2 tsk Salt
– 1/2 tsk Kardemomme
– 1/2 tsk Muskatnød

– Fritureolie, palmin eller fedt til stegning

Hvis du ikke lige har nået at tage smør ud af køleskabet, kan du pakke den ud og lægge den på en tallerken og så give den nogle omgange af 10 sek. i mikroovnen. Det må ikke smelte, men skal være meget blødt.

Pisk blødt smør, sukker, æg, mælk og vanillesukker sammen i en skål. Tilføj mel, bagepulver, salt, kardemomme og muskat og ælt godt. Varm friture olien op til 190° C i en gryde. (Brug et friture/sukker termometer). Rul dejen ud i en god halv centimeters tykkelse på en melet overflade. Stik donuts ud med en donutudstikker. (eller et stort glas + et shotsglas til hullet i midten). Steg et par donuts ad gangen i frituren. Vend dem, når de bliver lysebrune. Når de er færdige tages de op og lægges til afdrypning og afkøling på et par stykker køkkenrulle.

Kan pyntes med chokolade/glasur og krymmel eller drysses med flormelis evt blandet med lidt kanel.



Torbens Philly Cheese Steak

Mad Posted on Tue, July 24, 2012 13:21:21

I efteråret 2011 var jeg og konen i USA og kom bl.a. forbi Philadelphia. Blandt mange andre ting er Philadelphia kendt for deres specielle sandwich, Philly Cheese Steak. Jeg har ikke rigtig fundet nogen steder herhjemme, der laver det lige så godt, som den vi fik derovre – jo Mackie’s i Horsens ved jeg har en Philly, men den rammer sgu ikke helt rigtigt. Den er gal med osten. Den bedste ost man kan bruge til en Philly er Cheez Whiz – og det kan man ikke købe i Danmark.

Det er lykkedes mig at købe Cheez Whiz på nettet hos WallMart og så få det sendt til danmark via ShopUSA – men det er sgu lidt dyrt for et ellers ret billigt produkt, så jeg har også fundet en opskrift på hvordan du laver noget tilsvarende selv. Den kommer længere nede på siden.¨

Nå, men først Philly’en. Det er et sandwich brød med kød og ost. Det smager fantastisk.

Du skal bruge:
– Sandwich Baguettes (Bløde brød er bedst)
– Mørt Oksekød (helst filet, men mindre kan også gøre det – f.eks. en billig
bøf)
– Løg
– Cheez Whiz

Hvis du har købt en billig bøf, kan du gøre den lidt mere
lækker ved at lægge den i en lage af 1 liter vand, 2 spsk sukker og 3 spsk salt
i en time. Tag den ud af lagen og skyl den under vandhanen for at skylle lagen
af (tro mig, det bliver godt).

Skær kødet i så tynde strimler som overhovedet muligt og
steg det i smør på en pande. Snit løget og steg det med. Smag til med salt og
peber. Varm sandwich brødet (jeg plejer personligt at flække det og kun riste
det på indersiden på en brødrister). Varm lidt af Cheez Whiz’en i en lille
skål i mikroovnen, så den er lidt flydende. Læg kød/løg på brødet overhæld med
Cheez Whiz og luk sandwichen.

Hjemmelavet Cheez Whiz:

– 30g smør (el. 2 Spsk flydende)
– 2 spsk Olie
– ½ dl mel
– ½ L sødmælk
– 1 tsk sennep
– 300 g Revet Cheddar
– 1 spsk Chilisauce (valgfrit)

Smelt smør over middel-høj varme I en gryde. Når det er
smeltet smider du melet i. Rør det med et piskeris. Rør olie i, for at løsne
det lidt op. Blive ved med at røre til det bliver lidt brunligt. Mens du venter
kan du passende smide mælken i mikroovnen i halvandet minut, for at den ikke
skal være for kold.

Når Mel/smør/Olie blandingen har samme farve som en billig peanutbutter
begynder du at piske mælken i lidt ad gangen. Skru ned for varmen til medium og
blive ved med at røre til du har en god tyk sovs. Tag gryden af varmen og rør
langsomt den revne ost i lidt ad gangen (hvis du putter for meget i klumper det
sammen i midten og bliver svært at røre ud, så tag det roligt). Hvis blandingen
bliver for kold så osten ikke vil smelte, kan du lige smide den over varmen
igen. Når al osten er smeltet rører du sennep og evt. Chilisauce i. Smag til
med salt.

Cheez Whiz’en kan opbevares I køleskabet I omkring en måned – hvis den holder
så længe. Den er forresten også fantastisk på nachos 🙂

Update: I Århus er der kommet en restaurant, der laver en udmærket Philly, Memphis Roadhouse. Check dem ud på http://www.memphisroadhouse.dk/. Det kan varmt anbefales 🙂 (Godt nok er osten også ‘forket’ her, men de lovede at de ville undersøge muligheden for at få fat i noget Cheez Whiz)



Fedtfattige Fastelavnsboller

Slik, Kager og Snacks Posted on Mon, July 23, 2012 22:01:00

Man kan ikke smage eller se på disse fastelavnsboller at de er fedtfattige. De er vildt gode. Og det faktum at man kan spise en ekstra af dem uden at det gør noget gør dem jo bare det bedre. Og man kan jo snyde lidt og komme et ordentligt lag chokoladeglasur på 😉

Til ca 12-15 boller skal du bruge:

– 1,5 dl Lun skummetmælk
– 50 g Gær
– 4,5 spsk Rørsukker
– 2 Æg
– 1 spsk Olie
– 375 g Hvedemel

Creme:
– 3 Æggeblommer
– 4,5 spsk Rørsukker
– 1,5 spsk Hvedemel
– Korn fra 1 stang vanille (eller vanillesukker efter smag)
– 3 dl Skummetmælk

Lav cremen først:
Kom alle ingredienser i en gryde og varm det langsomt optil det koger.
Når det bliver tykt, tages det af og køler mens dejen laves.

Gæren røres ud i den lune mælk. Derefter røres resten af ingredienserne i.

Lav ca. 15 boller og rul dem til flade cirkler. Dog ikke for tyndt, da man så ricikerer at de revner og cremen flyder ud. Kom ca. en spsk af cremen i midten og luk dejen godt omkring cremen. Sæt den på en bageplade med lukningen nedad Dæk bollerne med et viskestykke og lad dem hæve i 45 minutter et lunt sted.

Pensl bollerne med mælk eller vand og bag dem i ovnen 10 min ved 220°C



Tarteletfyld

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 21:34:12

Jeg kan godt lide tarteletter – men jeg er ikke vild med at man ikke længere kan købe tarteletfyld uden at de har fyldt den med klamme grøntsager. Det er ikke sådan jeg husker tarteletfyld. Næ, nej: Kylling, asparges, sauce, tartelet. Ikke så meget andet. Her er opskriften på tartelet fyld, som den bør være.

Og ja, jeg ved godt at asparges også er en grøntsag.

til 2 personer skal du bruge:

– 2 stk Kyllingefilet
– 1 dåse Asparges Snitter
– 2,5 dl Vand
– 2 tsk Maizena
– 1 stk Kyllinge bouillon terning

Skær kyllingefileten i små tern. Svits kyllinge stykkerne kort, uden at de bruner. Tilsæt vand og bouillon terning og lad det koge i 12 min.

Hæld væsken fra aspargesnitterne gennem en si i en skål. Brug noget af væsken til at røre maizenaen ud i. Når kyllingen har kogt, hældes suppen herfra også gennem sien ned til væsken fra aspargesen. (tilbage i sien lægger nu asparges og kylling…)

Hæld suppe og aspargesvæske tilbage i gryden og tilsæt maizena-jævningen. Når det tykner, tilsættes kylling og asparges.

Lad det koge i 1 minuts tid.

Fyld i varme tarteletter.

God appetit
/Torben



Cremet Kyllingesuppe

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 21:16:26

Den her er rigtig god som forret. Den er lækker cremet og med masser af smag. Jeg fandt den vist på en hjemmeside med fedtfattige opskrifter, men efter jeg har tvistet den, tror jeg ikke den er så fedtfattig længere – men hvad. Man lever kun en gang og denne kyllingesuppe er bestemt værd at leve for.

Der skal naturligvis kylling i – men det er faktisk lidt ligemeget hvordan det bliver tilberedt. Jeg har prøvet med kyllingefilet’er stegt i ovnen, kogt i bouillon og endda en enkelt gang lavet den ud rester fra en lørdagskylling. Det bliver godt næsten uanset hvad.

Til 4 personer skal du bruge:

– 400 g Philadelphia
– 4 dl Mælk
– 2 pk hønsebouillon terninger
– 1 L kogende vand
– 1 tsk paprika
– 1/8 tsk peber
– 1/8 revet muskatnød
– 300 g Kylling (tilberedt, skåret i små tern)

Opløs bouillonterninger i det kogende vand.

Hæld Philadelphia og mælk i en gryde og varm det lidt under omrøring, til philadelphia’en er smeltet. Tilsæt alle ingredienser undtagen kyllingekødet (men inkl. bouillonen). Lad det komme i kog for svag varme under omrøring. Tilsæt kyllingekød og lad retten koge op.

Serveres med flutes.

God appetit
/Torben



Romkugler

Slik, Kager og Snacks Posted on Mon, July 23, 2012 20:56:08

Det var en stor dag da jeg fandt denne opskrift. Hjemmelavede romkugler… uhhh… Og til forskel fra dem man køber hos bageren, ved man hvad der er i – så det ikke bare er ting der er fejet op fra gulvet 😉

Jeg laver dem f.eks. til nytår, så jeg kan få brugt nogle af de julesmåkager vi ikke nåede at få spist – men jeg må indrømme at jeg indimellem også er gået i Kvickly for at købe en af deres billige æsker med småkager – kun for at lave dem til romkugler.

Det største problem med den her opskrift er at når man er færdig, stå man tilbage med en hel masse æblemos, fordi det er billigst at købe et stort glas – og du skal kun bruge 5 spiseskefulde af det – nå, well. I det mindste har man da romkugler.

Til 10-12 kugler skal du bruge:

– 175 g Kage rester (evt. småkager el. wienerbrød)
– 1 dl Finthakkede mandler
– 4-5 spsk Æblemos (evt. fra glas)
– 2 spsk Kakao
– 2 spsk Rom (Mørk! Capt. Morgan har vist sig at være fantastisk til formålet)
– Krymmel eller kokos til pynt

Start med at hakke mandlerne. Hvis du gider kan du smutte dem først – jeg gider ikke og lader skallen sidde på – der er forskellige meninger om hvorvidt det er sundt, men det er jo trods alt kage og er ikke for sundt i forvejen. Smuldr småkagerne. Det må gerne være en bladning af helt fint, og nogle klumper. Ælt Kagesmulder, mandler, kakao og rom.

Æblemosen skal i til sidst og prøves lidt frem (start med halvdelen). Massen må ikke være for splattet – så er den svær at forme. Tril massen til kugler, rul dem i pynten og sæt dem koldt.

De kan også fryses og tages op efterhånden som de skal bruges – men her i huset er de aldrig nået så langt.



Sund Pizza

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 20:29:12

Jeg ved godt jeg bør spise mere sundt. Jeg er bare ikke ret vild med grøntsager. Så indimellem må man jo snyde sig selv og servere grøntsager, så de ikke kan smages og denne pizza er et fint eksempel. Der er masser af grøntsager i. Foruden revet gulerod i dejen – som i forvejen er meget grov, men alligevel meget luftig og lækker – er der rodfrugter i tomatsaucen. Et trick, som jeg i øvrigt bruger i næsten alt, hvor der skal tomat i, som f.eks. kødsauce til en lasagne. Rodfrugterne kan sagtens være frosne – det er lige så sundt og meget nemmere.

Hvis man kombinerer en grov bund og en rodfrugt-tomatsauce med en let topping, får man faktisk en sund pizza – og tro mig den mætter. Længe.

Dejen:
– 2½ dl Vand
– 50 g Gær
– 2 spsk Olie
– 1 tsk Salt
– ca 75 g Revet Gulerod
– 50 g Rugmel
– 35 g Rugkerner
– 80 g Havregryn
– 300 g Hvedemel

Tomatsaucen:
– 100 g Rodfrugter (inkl. Rødbede. Det er for farvens skyld – ellers bliver den orange)
– 1 dåse Flåede/Hakkede tomater
– 1 fed Hvidløg
– 1 tsk Oregano
– 1 tsk Basilikum
– 1 stk Løg

Fyldet:
– 250 g Frosne majs
– 200 g Skinke
– 150 g Revet Mozzerella (du kan jo vælge den fedtfattige, når nu du er igang)

Dejen laves først.
Gæren opløses i vandet. De øvrige ingredienser, undtagen hvedemel, tilsættes. Dejen æltes og hvedemel tilsættes lidt efter lidt, mens der æltes. Dejen må gerne være lidt våd.
Pga. kerner mv. har dejen godt af at hvile lidt. Dejen rulles ud på en bageplade og hæver en times tid.

Imens laves tomatsaucen.
Rodfrugterne skæres i mindre stykker (Hvis de er fra frost er de som regel skåret i stykker i forvejen – som sagt: meget nemmere) og kommes i en lille gryde. Si væden fra tomaterne ned i gryden og tilføj lidt vand. Tomaterne gemmes til senere. Kog rodfrugterne til de er møre, hvorefter du blender dem med kogevæsken, resten af tomaterne og løget. Hvidløg, basilikum, oregano og salt tilsættes. Lækker cremet sauce.

Når dejen er hævet smøres tomatsaucen ud på bunden. Majs, skinke og ost lægges på. Pizzaen bages i en 250 grader varm ovn til den er gennembagt og gylden ovenpå – ca. et kvarter.

God appetit
/Torben



Lækre Burgere

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 15:20:58

Ja, burgere, er nok ikke det som de fleste skal bruge en opskrift til, men jeg har nu alligevel et par tricks, som jeg vil dele i jagten på den perkekte burger. F.eks. bruger jeg helst fedtfattigt oksekød – ikke så meget fordi det er fedtfattigt, men forde det smager bedst og så er jeg også fri for at det meste af maden smelter væk, når jeg laver den. Til gengæld kommer du en revet kartoffel i, hvilket gør bøffen dejlig saftig – bare prøv.

Til 4 personer skal du bruge:

– 500g Hakket Oksekød (Fedtfattigt!)
– 1 kartoffel
– Salt, peber og Steak Rub (eller Allround krydderi)
– 8 Store burgerboller (der er en opskrift et andet sted på siden)
– 8 skiver Ost (Helst Cheddar, men ellers bare… ost)
– Omkring 16 skiver sprød, stegt bacon
– Salat, fintsnittet (jeg bruger som regel hjertesalat)
– 2 tomater i skiver
– 1 Agurk i skiver
– 1 Løg i ringe
– Ketchup/Burgerdressing/Miracle Whip/Barbequesauce, som det nu passer dig

Start med at skrælle kartoflen og rive den groft på et rivejern. Bland den godt med kødet. Del kødet op i 8 portioner, tril en lille kugle af hver og tryk dem HELT flade mellem to fryseposer. Krydr på begge sider med salt, peber og steak rub, (et tip: du trækker den øverste pose af kødet, krydrer det på oversiden, samler den underste pose op med kødet stadig hængende fast, lægger den i din anden hånd, og trækker så posen af. Så går bøffen ikke i stykker) NU former du så bøfferne, ved at lægge dem på et skærebræt, dreje dem rundt og skubbe siden ind, så du får den rigtige diameter på bøffen. Grunden til at du gør det på den her måde, er at bøffen på den her måde vil blive tyk i kanten og tynd i midten. på den måde slipper du for at bøffen ‘buler op’ på midten, som den ellers ville gøre. Samtidig sikrer du at kanten ikke har for mange sprækker, som saften kan slippe ud ad. (Ja, det er lidt nørdet, men det virker for mig).

Hvis det skal være helt rigtigt skal de smides i en bøfvender og så en tur på grillen, direkte over kullene – men de kan også laves på panden inde i køkkenet. Når bøfferne har den rigtige farve på undersiden vendes de. Hvis du laver dem på panden smider du en skive ost på nu, hvis du laver dem på grillen venter du lige til de er halvt færdige, før du tager dem ud af bøfvenderen og lægger ost på. (Du vil ikke ha’ ost i din bøfvender – der er træls nok at gøre ren i forvejen).

Flæk bollerne og rist dem på indersiden (jeg kan bedst lige når bollen er blød udenpå og knasende inden i – det er bare sådan en ting jeg har). På med noget dyppelse (f.eks. Ketchup) på med salat, tomat, agurk og løg. På med bøffen med den smeltede ost, på med et par skiver bacon, på med mere dyppelse (f.eks. Barbequesauce) og så på med toppen. Tryk godt sammen, så den er til at bide over. En burger skal ikke spises med kniv og gaffel, den skal spises med hele hovedet!

God Appetit
/Torben



Amerikanske Morgenmads Pandekager

Slik, Kager og Snacks Posted on Mon, July 23, 2012 14:46:40

Mmmm… pandekager til morgenmad. For at det ikke skal være løgn, så tror jeg faktisk at opskriften er en jeg har fundet i et gammelt Anders And blad for mange år siden.

De er gode for sig selv, men går faktisk også perfekt til en gang bacon, pølser og scrambled eggs, men lad nu være med at lave dem hver dag 😉

– 2 dl Hvedemel
– 2 tsk Bagepulver
– 1 tsk Salt
– 1 stk Æg
– 2½ dl Mælk
– 1 spsk Olie

og til at putte på toppen:
– Smør & Sirup

Rør alle ingredienserne (bortset fra smør og sirup) sammen i en skål. Bag dem på panden som mange små, tykke pandekager (10-20 cm i diameter). Spises i en stabel med en klat smør imellem og sirup på toppen.

Pandekagerne kan i øvrigt sagtens fryses. (Put dem i poser med f.eks. 10 i hver, de er ikke så nemme at skille ad, når de er frosne). Når du så skal have dem skal de bare en tur i mikroovnen til de er varme.



Torbens Rainbow Chocolate Chip Cookies

Slik, Kager og Snacks Posted on Mon, July 23, 2012 14:23:23

Pas på, de her kager er stærkt vanedannende. Samtlige af dem smager af ‘en til’…

Oprindeligt blev de lavet med M&M’s mini, men dem kan man ikke længere få i Danmark – hvilket er synd. Jeg er gået over til at bruge Budget Mini Chokoladeknapper fra Bilka. De har godt nok ikke helt så stærke farver, som M&M’s men de passer bedre i størrelsen end de store M&M’s. Jeg mener stadig man kan købe M&M’s mini i Tyskland, så hvis du lige er “en smut over æ græns'”, så kan du jo tage nogen med dér.

Nå, her er opskriften:

– 275 g Hvedemel
– 1 tsk Bagepulver
– 1 tsk Salt
– 225 g Blødt Smør (stuetemperatur, men ikke smeltet)
– 175 g Sukker
– 100 g Puddersukker (brun farin)
– 1 tsk Vanillesukker
– 2 Æg
– 200 g Mini chokoladeknapper (du kan også bruge mørk blokchokolade)
– 125 g Hasselnødder

Hak nødderne groft (og chokoladen, hvis ikke du bruger chokoladeknapper). Bland mel med bagepulver og salt. Pisk smør, sukker, puddersukker og vanillesukker let, luftigt og smidigt. Rør æggene i, derefter melblandingen og tilsidst chokolade og nødder.

Dejen sættes på en bageplade (med papir på) i små toppe med god afstand (pas på – de flyder meget ud). Bages midt i ovnen ved 175°C i ca 15 min. Afkøles på en rist og opbevares i en dåse med tætsluttende låg. De skal helst være lidt gooey at bide i, når de er kolde.

Jeg plejer faktisk altid at bage mindst dobbelt portion – og nogen gange tre-dobbelt.



Pulled Pork

Mad Posted on Mon, July 23, 2012 14:00:11

Jeg Elsker pulled pork! Jeg elsker at lave det, jeg elsker at spise det og jeg elsker at fortælle folk om det. Især, når man første gang fortæller dem at det tager omkring halvandet til to døgn at lave. Det lyder svært, men det er det slet ikke – for det meste af tiden skal det bare stå og passe sig selv.

Hvis du ikke kender pulled pork, så prøv at forestille dig det her: Langtidsstegt, røget svinefilet, der er så mørt og saftigt, at du kan trække det fra hinanden med to gafler. Ind i en stor burgerbolle med coleslaw og barbeque sauce… okay, nu sidder jeg sgu og bliver helt sulten – og jeg har lige spist 🙂

Nå, men til opskriften. Forskellige folk laver den forskelligt, men her er den der fungerer for mig. Til 4 personer skal du bruge:

– 1 nakkefilet på omkring 1,5-2 kg (optøet, naturligvis…)
– 1 glas Steak Rub fra Santa Maria
– 1 flaske Barbeque sauce
– 8 store burger boller (Jeg har en opskrift længere nede, men det er OK at købe færdiglavede), eller 12 tortilla wraps
– 1 god portion Coleslaw (igen, jeg har en opskrift længere nede, men det kan også købes)

Derudover får du brug for:

– et ildfast fad, el. lign.
– Madfilm (plastik folie, Vita Wrap eller hvad du nu kalder det)
– en stor stegepose
– en ovn
– en kuglegrill (med kulholder… og kul, selvfølgelig)
– en pose rygeflis
– to gafler

Du starter et par dage før du skal servere den. Den skal marinere i 24 timer, stege i 10 timer og ryges i 2 timer. (Indimellem stegningen og rygningen kan den godt få lov at stå, hvis du lige skal have tiden til at passe.)

Hæld ca. halvdelen af steak rub’en i det ildfaste fad, og vend fileten heri så den bliver HELT dækket. Der skal ikke være synligt kød nogen steder. Tilføj mere rub, hvis det er nødvendigt.

Så pakker du den ind i madfilm og lægger den i køleskabet i 24 timer. Den skal pakkes stramt – og hellere for meget end for lidt, den safter lidt, når den ligger der, så for nu at undgå at hele køleskabet skal gøres rent bagefter (ja, jeg taler af erfaring).

Dagen efter pakker du fileten ud og lægger den i en stegepose, som du lukker godt. Jeg plejer ikke at klippe hul i posen, som der ellers står man skal. Læg den ind i ovnen ved 90-100 grader i omkring 10 timer.

Det er ikke nødvendigt med varmluft og det er ikke nødvendigt at forvarme ovnen. Jeg plejer at lægge den ind, lige inden jeg går i seng, så er den klar næste morgen. (Hvis den ikke skal på grillen med det samme, kan du tage den ud af stegeposen, pakke den i staniol og lægge den i køleskabet). Alternativt kan du smide den ind kl. 6 om morgenen, så er den klar kl. 16:00 og med 2 timers røg er der mad kl. 18:00

Hvis du lige vil tjekke om den nu er ordentlig mør, kan du tage enden af en træ-gydeske eller lignende og stikke ind i fileten. Der skal helst ikke være noget modstand.

Omkring 2,5-3 timer før servering tænder du op i grillen. Når kullene er klar, lægger du dem i den ene side af grillen og skruer så meget ned for under-luften, som du kan komme til, uden at kullene går ud igen.

Fileten (uden stegepose eller staniol, naturligvis) lægger du i den anden side, så langt væk fra kullene som muligt. Den må ikke få for meget varme! Det er faktisk det eneste der kan gå galt – og så galt går det egentligt heller ikke. Men hvis den får for meget varme risikerer du at den bliver tør, hvilket bare er synd.

Tag en ordentlig håndfuld rygeflis og smid over kullene (nogen plejer at væde flis, før de kommer på – det gør jeg ikke, de ryger på direkte fra posen).

Luk låget og vend luft spjældet, så det ligger over stegen, hvis det er muligt. Her skal den så ligge i 2 timer. 3-4 gange undervejs skal der lige spædes til med rygeflis.

Efter 2 timer er den færdig og ligner noget, som slet ikke kan spises! Den skal være helt sort og ligne noget, som har fået ALT for lang tid – men det er ikke fordi den er brændt eller forkullet – det er fordi den er røget.

Tag fileten (forsigtig, for den er meget mør) og læg den over i det ildfaste fad, stik to gafler i og lige så stille trækker du nu fileten fra hinanden, så du får de lækreste trævler.

Du kan selv bestemme hvordan du vil spise den, men jeg plejer at tage en burgerbolle, flække den, lige hurtigt riste den på indersiden, lægge coleslaw på under-bollen så et godt lag gris, en god portion barbequesauce og så på med toppen.

Jeg siger dig, det er godt! Det er også fantastisk i en wrap.

HVIS der skulle blive lidt gris tilovers, kan det godt gemmes i køleskabet i op til et par dage og så varmes i mikro’en. Det styrer du selv – bare pas på med bakterier og sådan noget.

Burgerboller

Som sagt, så har jeg en lækker opskrift på burgerboller. Når nu man laver mad i halvandet døgn, må det også gerne se ud som om man har gjort sig lidt umage. Den er snuppet fra “God Mad Let at Lave” med lidt ændringer:

– 25 g gær
– 3 dl lunkent vand
– 2 spsk olie
– ½ tsk salt
– ca 500 g hvedemel
– 1 æg til pensling
– sesamfrø til drys

Rør gæren ud i lunkent vand. Tilsæt olie, salt og mel og ælt dejen til den er smidig. Sæt dejen til hævning tildækket et lunt sted ca 1 time. Slå dejen ned på et meldrysset bord og tril den til en pølse. Skær pølsen i 8 stykker. Form stykkerne til store boller og tryk dem flade (ca 1-2 cm tykke) med håndfladen og læg dem på en plade med bagepapir. Lad dem efterhæve et lunt sted ca 10-15 minutter. Tænd ovnen på 225 grader. Pensl med sammenpisket æg og drys med sesamfrø. Bag burgerbollerne midt i ovnen i 20-25 minutter.

Når du tager bollerne ud af ovnen, skal du dække dem til med f.eks. et viskestykke mens de køler af. Dette gør at de bliver bløde udenpå.

Coleslaw

Man kan godt købe færdig coleslaw. Man kan endda købe noget “halvfabrikata”, hvor man selv blander dressingen med grøntsagerne – det er næsten lige som at lave det selv. Men det er faktisk ikke så svært og den hjemmelavede kan man jo selv bestemme hvordan smager:

– 500 g Kinakål/spidskål/hvidkål – hvad du nu lige kan finde
– 1 Stor gulerod (el. 2 små)
– 1 løg
– 1 dl Miracle Whip
– 1 spsk Hvidvinseddike
– 2 tsk Sukker
– 1⁄4 tsk Salt

Start med at blande dressingen ved at blande Miracle Whip’en, hvidvinseddike, sukker og salt. Hak løget fint (evt. blend det) og bland det i dressingen. Hak kål fint og riv guleroden groft (eller kør den igennem et mandolinjern så du får 1,5×1,5 mm blokke. det ser godt ud) og hæld det i en stor skål. Hæld dressingen over kålblandingen og bland godt. Stil coleslaw’en i køleskabet til den skal serveres.

Håber du kan bruge opskriften.

God appetit
/Torben