Hvis du har haft nogen som helst form for barndom, burde du kende opskriften her i hovedet: Peberkagebagesangen fra Hakkebakkeskoven. Jeg har altid tænkt på om den rent faktisk resulterede i noget spiseligt, specielt når man tænker på at den danske oversættelse nogle steder kraftigt afviger fra den norske original (På norsk bruger de “Farin”, som deroppe bare er almindeligt sukker, de bruger kun 8 æggeblommer og der er ingen kanel i). Men jeg prøvede den – og de er vildt gode. Den går som bekendt sådan her:
“Når en peberkagebager
Bager peberbagekager
Ta’r han først en mægtig gryde
Og et kilo smør, omtrent
Og hvis gryden ikke vælter
Blandes smørret mens det smelter
Med et kilo puddersukker
Til det lugter brunt og brændt
Og i smør og sukker kommer han
En halv snes æggeblommer
Som han rører ud i gryden
Med et kilo hvedemel
Når det værste er af vejen
Krydres peberkagedejen
Med en teske ægte peber
Og et lille drys kanel”
(Du kan naturligvis også vælge at prøve Bagerdrengens udgave, med en teske puddersukker og et kilo ægte peber, men dét vil jeg ikke anbefale, med mindre du har en lusket ræv du skal have narret)
Nå, men lad os bryde sangen ned til en opskrift.
Du skal bruge:
– 1 kg Smør
– 1 Kg Brun farin
– 10 Æggeblommer
– 1 kg Mel
– 1 tsk stødt peber
– ½ tsk stødt kanel
Smelt smør og farin i en gryde ved middel varme. (Lad massen køle lidt, inden du fortsætter – hvis den er for varm stivner æggeblommerne, når du kommer dem i. Jeg ved godt det ikke er helt i henhold til sangen, men her i den virkelige verden er det altså nødvendigt.)
Evt. hæld det over i en røremaskine og tilsæt æggeblommer, mel, peber og kanel og rør det godt.
Sæt dejen på køl i to timer, eller natten over (Den er alt for blød at rulle ud ellers).
Rul den tyndt på et meldrysset bord og udstik med kageforme – eller rul den til en tyk pølse og skær tynde skiver.
Bages i ovnen ved 150°C i ca 10 minutter til de er let gyldne.